Med efterhånden rigtig mange års erfaring fra kulturverdenen er kommunens kulturengagement en vigtig prioritet for mig.
Mange vil måske kun forbinde kultur med museer, kunsthaller eller teatre. Men kultur er mange ting og overalt omkring os.
Vores kirker og trossamfund er kultur. Vores højskoler og efterskoler er kultur. Der skabes en kultur omkring vores foreninger, på arbejdspladsen, til banko eller i svømmehallen. Kultur kan også forstås som dannelse, enten som akademisk dannelse eller som åndelig dannelse. Her skabes kulturen for eksempel på uddannelsesstedet, på biblioteket, museet, teateret eller i kirken.
I Kommunal kulturpolitik taler vi oftest om den borgernære kultur, hvilken jeg også bedst kan forholde mig til. Det gælder for eksempel bibliotekerne, idrætsfaciliteterne, museerne, musikskolerne, frivillige foreninger og lokale borgerdrevne kulturinitiativer.
Derudover vil jeg også gerne sætte fokus på Hjørring Kommunes statsanerkendte museer, vores teater og amatørteaterscener, samt kommunens relation til kirker og trossamfund.
Vi har i Hjørring Kommune to statsanerkendte museer og et Zoologiske anlæg - henholdsvis Vendsyssel Historiske Museum, Vendsyssel Kunstmuseum og Nordsøen Oceanarium.
At være et statsanerkendt museum eller Zoologiske anlæg betyder egentlig bare at man som institution operere under Slots- og Kulturstyrelsen, samt at man får et årligt driftstilskud fra stat og kommune. Derudover er institutionerne forpligtede til at leve op til de krav, som fastlægges i museumsloven.
Udover ovenstående har Vendssyssel Historiske Museum den forpligtigelse, at de har det arkæologiske ansvar for Hjørring Kommune, samt Brønderslev-, Frederikshavn- og Læsø Kommuner. En tredjedel af hele region Nordjylland.
Sidste år havde kommunens fire største kultur institutioner - Vendsyssel Historiske Museum, Vendsyssel Kunstmuseum, Vendsyssel Teater og Nordsøen Oceanarium - over 265.000 besøgende inden for dørene. Med sidstnævnte som den absolutte højdespringer med omkring 200.000 besøgende.
Jeg er stor tilhænger af, at en kommune har et eller flere statsanerkendte museer. Men det skal ikke være for enhver pris. Det er ikke ren lykke at skulle leve op til statsanerkendelsen. Mange mindre museer eller attraktioner, vil jeg endda mene, er bedst foruden. For eksempel klarer flere af kommunens kulturseværdigheder sig ganske glimrende uden statsstøtte. Her kunne eksempelvis nævnes; Børglum Kloster, med omkring 40.000 besøgende årligt, Rubjerg Knude Fyr med over 200.000 besøgende årligt eller feriecentret Skallerup Seaside Resort med over 300.000 besøgende årligt.
Jeg mener ikke, det kommunale driftstilskud skal komme uden forbehold. Der hører nogle forpligtigelser til at være statsanerkendt museum. Disse skal selvfølgelig indfries på tilfredsstillende vis. Derudover mener jeg bestemt også, at museerne selv har et ansvar i forhold til egen indtjening, som de skal og bør leve op til. Det skal være nemt og lige til for alle kulturinstitutioner i Hjørring Kommune at søge tilskud til drift, arrangementer, projekter eller lignende.
Jeg mener at kulturpolitik i sin essens skal handle om at skabe de bedste rammer for, at kulturen kan udvikle sig og nå ud til så mange mennesker som muligt. Det betyder, at vi skal fjerne bureaukratiske barrierer for eksempel for frivillige foreninger, og vi skal investere i kulturen.
Turismeindustrien er i mange kommuner en overset industri, som bliver taget for givet. Det fortjener den ikke. I Hjørring Kommune er turisme en milliardforretning, som alene sidste år tjente omkring 2,8 milliarder kroner. Det er et kæmpe stort tal, som slet ikke har fået nok anerkendelse. Det er et kæmpe skulderklap til vores dygtige forretningsdrivende, eventmagere, ferieboligudlejere, foreninger, museer og mange andre.
Turismen beskæftiger ydermere omkring 3000 borgere, hvilket svarer til cirka 12% af vores arbejdsstyrke.
Det er altså et erhverv, vi bør tage alvorligt og tage hånd om!
I 2024 var Hjørring Kommune landets sjette største turistkommune med besøg fra knapt 1,8 millioner turister fra ind- og udland. Det kan vi godt være stolte af, og det skal vi arbejde for at udbygge.
Vores biblioteker er centrum i vores borgernære velfærdskultur. Bibliotekerne i Hjørring Kommune arbejder under biblioteksloven, som beskriver folkebibliotekernes formål som “at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed.” En igennem mange årtier uhyre vigtig institution, der bør og skal bevares.
Ud over bibliotekerne, så bruger Hjørring Kommune megen økonomi og prioritet på at skabe aktive og kulturelle bymiljøer i alle afkroge af kommunen. Godt 250 værker er registreret i Hjørring Kommune. Dette omfatter både offentligt ejede og private kunstværker, der er opstillet i byrummet, og som til enhver tid kan beses. Faktisk er Hjørring Kommune en af de kommuner, der på landsplan bruger flest penge pr. borger på kunst og udsmykning i vores byrum - til glæde for alle borgere, turister og besøgende i kommunen.
Hjørring Musikskole er et kæmpe projekt, men ikke desto mindre et projekt, der må og skal gennemføres. Musisk indlæring er godt for både børn og voksne. Musikskolen i Hjørring underviser cirka 2.600 elever fra 0 år og op til +100år. Her er ansat cirka 100 undervisere. Den nye musikskole bliver på 1.800 kvadratmeter, og budgettet for byggeriet er 44,4 millioner kroner. Projektet forventes færdigt omkring julen 2025.
Ud over opførelsen af den nye musikskole er frivillige kræfter lige nu ved at få stablet et helt nyt kulturprojekt på benene - nemlig Frysehuset. Frysehuset bliver i alt 5000 kvadratmeter. Et kulturhus midt i Hjørring med plads til 750 siddende og 1200 stående publikummer og plads til arrangementer som koncerter, messer, konferencer og events for erhvervslivet. Projektet skal være klar til at tage imod i foråret 2025.
Vi tilbyder faktisk rigtig meget scenekunst og musik i Hjørring Kommune for eksempel teatre, amatørteatre, kor og orkestre. Alle skal prioriteres - om det er amatør- eller professionel scenekunst og musik. De kan og skal alle kunne noget forskelligt og på forskellige niveauer. Det giver borgerne frihed til at udfolde sig og være kreative.
Forenings-Hjørring har udviklet sig og skal fortsat udvikle sig. Hjørring Kommune rummer over 250 forskellige foreninger - alt fra fodbold, spejder, fotoklubber, banko, billard, e-sport, rollespil eller maskinstrikning.
Fritids- og foreningslivet skal være i balance. Det handler om, at det skal være let at være forening, således at foreningerne kan bruge deres ressourcer på at udvikle aktiviteter. De skal ikke ikke være fanget i bureaukrati eller papirnusseri.
Fritids- og foreningslivet er borgernes nære og selvvalgte rum til selvrealisering, fordybelse og motion. Fritids- og foreningslivet giver den enkelte mulighed for at dygtiggøre sig, skabe netværk, forfølge sin interesse og sit talent.
I Hjørring Kommune støttes foreningslivet med tilskud til drift, aktiviteter, kurser og meget andet. Jeg mener, at administrationen af tilskud og lokaler skal være så let som muligt.
Alle borgere i Hjørring Kommune skal have mulighed for at deltage i en fritidsaktivitet og være del af et fællesskab, som ligger ud over arbejde/skole og deres nære familie.
Foreningslivet i Hjørring Kommune er stærkt og fuldt af engagerede ildsjæle og frivillige. De får slet ikke hæder nok for det kæmpe arbejde, de udfører.
Hjørring Kommune er i top fem, ift. antallet af borgere, som arbejder frivilligt. Mere en 43% af os arbejder frivilligt et eller andet sted. Langt det meste frivillige arbejde udføres på fritids- og hobbyområdet, på det sociale område og på skole- og daginstitutionsområdet. Men i Hjørring Kommune arbejder mange også frivilligt indenfor sundhedsområdet og kulturområdet.
Næsten to tredjedele af landets kommuner angiver, at de har et godt samarbejde med frivillige, og for godt en tredjedel at samarbejdet er i vækst. Sådan mener jeg også, at det helst skulle fortsætte med at udvikle sig. Jeg vil arbejde for at frivilligheden får mere plads i vores kommune.
Der er en stor religiøs mangfoldighed i Hjørring Kommune. Det har der historisk set været altid. Vi Vendelboer har altid været relativt åbne overfor de mange og nye vækkelsesbevægelser. Folkekirken har stadig en solid opbakning i Hjørring Kommune, hvor ca. 87 % af befolkningen er medlemmer. Men Hjørring Kommune har faktisk en stor religiøs mangfoldighed.
Siden 1990’erne har tilgangen af blandt andet flygtninge og indvandrere medført, at nye religiøse bevægelser har vundet indpas, og at de eksisterende menigheder har fået nye medlemmer. Således har vi i Hjørring Kommune stadig kristne, jødiske, katolske, muslimske, buddhistiske og mange andre trossamfund fungerende side om side.
Det er i mine øjne vigtigt for en kommune at være så mangfoldig som muligt. Det skaber en bedre forståelse for vores naboer og for hinanden - måske derigennem os selv. Hjørring Kommune skal være åbent for alle dem, der kan og vil bidrage positivt uanset religion eller nationalitet.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes